Anders fra Landmand søger kærlighed: Derfor valgte jeg Ingelise
- Jeg har spekuleret meget her i løbet af natten, om jeg nu gør det rigtige”, fortæller Anders Vanggård i aftenens program af ”Landmand søger kærlighed”. En stor tvivl havde nemlig meldt sig. Skulle han have Ingelise eller Louise med på den romantiske weekend?
- Det var en presset uge. Lene kom forbi tre gange og sagde, at nu skulle jeg til at tage en beslutning. Og når man har boet alene i fem år, og man så pludselig skal ud i offensiven, for at finde ud af, hvem det skal være - så kæmper man lidt, fortæller Anders.
Ingelise havde en ligefremhed
I starten af ugen havde landmanden regnet med, at han ville ende med Louise. Men som ugedagene gik, voksede interessen for Ingelise.
- Ingelise havde meget den der ligefremhed og flabethed. Og så havde hun noget mellem ørerne, lyder det fra Anders, som følte Ingelise kunne give ham noget modspil.
Følelserne for hende var også begyndt så småt at vokse, og Anders var ikke i tvivl. Han synes Ingelise var sød.
Svært at vælge
Men beslutningen var ikke nem:
- De lå meget tæt - også på væremåden. Selv når de var gået i seng, så snakkede de bare videre, siger Anders Vanggård.
Om kærligheden mellem Ingelise og Anders kan blomstre, må tiden vise tirsdage på TV 2 kl. 20.00.