Prinsesse Benedikte gik i dronning Ingrids fodspor
Der duftede af julegløgg og omkring 100 hjælpere stod klarv i svenske folkedragter, da prinsesse Benedikte fredag eftermiddag ankom til Den Svenske Kirke på Østerbro i København og med prinsessens besøg kunne man for alvor skyde den årlige julebasar i gang.
Det er en mangeårig tradition, at man afholder julebasaren, som byder på en lang række af svenske specialiteter og udsmykninger til en rigtig svensk jul.
Gammel tradition
I mange år var det prinsessens mor, dronning Ingrid, som kastede kongelig glans over basaren.
Men efter dronningens død i 2000 har prinsessen med jævne mellemrum besøgt kirken, som er beliggende med skøn udsigt til kastellet som nærmeste nabo.
Efter nogle korte taler blev prinsessen vist rundt på basaren og mon ikke der kom lidt svenske juledekorationer med i indkøbsposen.
Traditionen med at afholde julebasaren er mere end 100 år gammel og da dronning Ingrid som bekendt var svensk født, var det helt naturligt for den danske dronning at komme i Gustafskirken.