Prinsesse Benedikte modtog lyset fra Bethlehem
Prinsesse Benedikte modtog torsdag den 19. december Fredslyset fra Betlehem sammen med en 25-års nål som markering af hendes jubilæum som æresmedlem af Sct. Georgs Gilderne i Danmark. Fredslysflammen blev overrakt af 15-årige Kalle Grønbech Thomsen som repræsentant for spejderne, og 25-års nålen i sølv af landsgildemester Helmuth Werth.
Fra Bethlehem til Benedikte
Fredslystraditionen opstod i Østrig i 1986. Hvert år får den østrigske radio ORF fløjet et Fredslys ind fra Fødselsgrotten i Betlehem til Wien. Efter en gudstjeneste i Wien tager spejdere og gildemedlemmer årets Fredslys med hjem for at sende det rundt i deres eget land. Til stafetten i Europa bruges både tog-nettet og privatbiler. I flere lande er det nu blevet til et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgs Gilderne. I Norden når Fredslyset ud i alle lande. Sct. Georgs Gilderne i Danmark får Fredslyset ud i ugen op til den første søndag i advent til kirker, børnehaver, plejehjem. På den måde kan man rundt omkring i landet tænde adventskransen med Fredslyset fra Bethlehem.
Aktiv prinsesse
Prinsesse Benedikte er aktiv i mange spejdersammenhænge. Ud over at hun nu har været æresmedlem hos Sct. Georgs Gilderne i 25 år, har hun siden 1965 været protektor for såvel Det Danske Spejderkorps som De grønne pigespejdere, ligesom hun også er aktiv i internationale sammenhænge.