Hans Pilgaard bliver ny quizvært
Efter mange år som populær vært på ”Hvem vil være millionær?” vender Hans Pilgaard tilbage til quizverdenen.
55-årige Pilgaard er ny vært på livsstils-quizzen ”Lige i skabet” på TV 2 Charlie og afløser dermed Camilla Miehe-Renard.
- Jeg sagde ja til at være vært på ”Lige i skabet”, fordi det er et sjovt og hyggeligt format, som gør os lidt klogere på, hvordan vi danskere egentlig er, når man begynder at lukke skabene op. Det er jo sådan, at man ikke skal skue en hund på hårene, og man skal heller ikke skue et menneske på det, der står fremme. Nogle gange skal man skue dem på det, der er gemt i køleskabet eller klædeskabet, siger Hans til tv2.dk.
Hans Pilgaards hygge-vane
To hold dyster i viden om danskernes livsstil, vaner og uvaner - og Pilgaard selv står gerne ved egne vaner:
- Min bedste vane er, at jeg hele tiden har lyst til at hygge, men det er på samme tid også min dårligste vane, fordi det næsten altid involverer god mad, slik og popcorn til filmen eller et stykke kage til kaffen. Det er derfor, at jeg har ”livsglad talje”. Livsglæden gør, at jeg konstant er fem kilo overvægtig, og sådan må det være, siger Hans, der har premiere på ”Lige i skabet” først i det nye år på TV 2 Charlie.