Kronprinsesse Mette-Marit i fin form trods uhelbredelig sygdom
Norges kronprinsesse Mette-Marit har på det seneste været i godt jule- og nytårshumør, og den fysiske form ser også ud til at være fin.
Kronprinsessen dyrker i hvert fald sport i denne tid, og senest har hun kastet sig over fægtning.
På sin Instagram-profil lagde hun for nylig et billede ud af sig selv i fægtedress og med en såkaldt fleuret-kårde i hånden. På billedet står hun som en anden musketer i selskab med et par norske olympiske medaljevindere og en af Norges store fodboldstjerner, Jan Åge Fjørtoft, som i dag er en kendt TV-vært.
Kronprinsessen fik sved på panden
Billedet er taget umiddelbart efter en intens omgang fægtetræning, der er meget fysisk krævende. For Mette-Marit er det en flot præstation at gennemføre fægtetræning, da hun lider af en kronisk lungesygdom.
I oktober fortalte kronprinsessen, at hun lider af lungefibrose, som er en uhelbredelig sygdom. Lidelsen nedbryder lungevæv og fører til udfordringer med hensyn til lungekapaciteten og dermed vejrtrækningen. Beskeden fra Mette-Marit rystede hele Norge.
Mette-Marit i duel
Heldigvis lever kronprinsessen efter omstændighederne godt med den kroniske lidelse. Kronprinsesse Mette-Marit var i fægteduel med Jan Åge Fjørtoft, der dog vandt dysten. Det tog kronprinsessen med godt humør. Det var trods alt en sejr for hende, at hun overhovedet kunne give den gas for fuld kraft med kårde, maske og det hele.
BILLED-BLADET ønsker godt nytår
I denne uges udgave af BILLED-BLADET ønsker kronprinsesse Mary danskerne et godt nytår, og så kan du nyde et gensyn med alle årets smukkeste kjoler. Desuden byder vi på Danmarks bedste TV-blad med alt om de bedste film og udsendelser i den næste uges tid.