Nu kan diademet med inspiration fra prinsesse Marie blive dit
Prinsesse Marie bar det smukke diadem ”Lyse nætter” til gallamiddagen på Christiansborg Slot, da der var fransk statsbesøg i august sidste år.
Nu er det muligt selv at få fingrene i et bryllupsdiadem, der er inspireret af det, prinsesse Maries bar ved gallamiddagen. Hvis du vel at mærke har vundet den store gevinst på din skrabe-julekalender.
Diademet vil koste over 100.000 kroner
Mauboussin, som er firmaet bag det smukke diadem, har nemlig planer om at lave en ny kollektion af bryllupsdiademer, som er inspireret af ”Lyse nætter”.
Prisen på bryllupsdiademerne bliver omkring 15.000 euro, som er cirka 112.000 danske kroner.
Prinsesse Marie prydet af diamanter og safirer
Forskellen på prinsesse Maries diadem ”Lyse nætter” og det nye bryllupsdiadem vil være, at de smukke blomsterdekorationer, der pryder diademet, ikke vil ligge så tæt, og dermed bliver der brugt færre af de dyre materialer.
Derudover bliver den store safir, som pynter den midterste del af diademet, fjernet, og prisen bliver derfor også reduceret yderligere.
Diademet, som prinsesse Marie bar, er lavet i hvidguld og med diamanter i 13,35 karat og safirer i 13,58 karat. Derudover er den midterste store safir i 6,82 karat.