UNIKT FAMILIEPORTRÆT: 98-årig storhertug samlede familien
Storhertug Jean af Luxembourg var omgivet af sine nærmeste familiemedlemmer, da han blev fotograferet på slottet Château de Berg i Colmar-Berg i Luxembourg.
Det dejlige familieportræt med en smilende storhertug i centrum blev taget i forbindelse med, at storhertug Jean fyldte 98 år den 5. januar.
Født på slottet
For storhertugen har slottet en helt særlig betydning, fordi det også var her, at han i sin tid blev født.
Jean af Luxembourg blev storhertug af Luxembourg den 12. november 1964 og abdicerede til fordel for sin ældste søn, Henri af Luxembourg, den 7. oktober 2000.
Skrøbeligt helbred
Helbreddet er med alderen blevet mere skrøbeligt, men ellers har storhertug Jean det godt.
Da storhertug Jean fyldte 95 år i 2016, fejrede han det med en stor fødselsdagskoncert og mange kongelige gæster.
Fejrede med familien
Denne gang havde storhertugen dog valgt kun at have de nærmeste familiemedlemmer omkring sig på sin store dag.
På billedet ses storhertug Jean sammen med sin familie. Første række fra venstre: oldebørnene grev Constantin og grev Léopold af Limburg-Stirum. Anden række fra venstre: Storhertug Henri, storhertug Jean og hans svigerdatter, storhertuginde Maria-Teresa.
Tredje række fra venstre: prins Louis, ærkehertuginde Marie-Christine, grev Gabriel, grev Rodolphe, grevinde Diane, prins Jean, prinsesse Sibilla, ærkehertuginde Gabriella med datteren Victoria, ærkehertug Alexander, prinsesse Charlotte og prinsesse Alexandra.