VM er slut: Det skal håndboldheltene lave nu
VM på hjemmebane mundede ud i en flot guldmedalje til de danske håndboldhelte.
Men nu hvor den røde og hvide trøje bliver lagt på hylden for en stund og inden hverdagen for alvor begynder i klubberne - hvad skal spillerne så lave?
Zachariassen skal hygge med datteren Clara
- Jeg har lidt fri. Jeg glæder mig til at få lidt håndboldfri, bare et par dage. Det er den sport vi lever i, fortæller Anders Zachariassen, som kunne se frem til at nyde tiden sammen sin kone Kristina og deres datter Clara på 15 måneder.
- Jeg tror, at min kone bliver glad for, at jeg kommer hjem, så jeg skal nok passe vores datter også. Jeg skal tage hende lidt fra vuggestuen, så vi kan hygge, fortæller han, mens han smiler over hele femøren.
Øris skal lege med børnene
Nikolaj Øris danner privat par med Kristina, som han har sønnen Carl med.
Parret fik midt under VM endnu en dreng, som skal hedde Jens.
Og den bomstærke spiller ser frem til at være sammen med dem alle tre.
- Det bliver bare så dejligt at være sammen med dem igen. Jeg har heldigvis fået lov til at smutte hjem nogle gange og sige hej under slutrunden, fortæller han og fortsætter:
- Vi skal bare have familietid, og hygge. Jeg skal hjem og lege lidt med biler og traktorer sammen med min ældste søn, og give vores lille ny en masse kærlighed og omsorg.
Svan skal hygge med familien
- Vi får lidt fri inden vi skal i gang i Tyskland igen. Vi ved ikke helt, hvad vi skal. Men vi skal bare hygge, fortæller Lasse Svan om den kommende periode med familien inden han igen vender snuden mod klubben SG Flensburg-Handewitt.
Lasse Svan er privat gift med Sara Jemon Svan, som han har to børn sammen med.