VIDEO: Kronprinsesse Mary mødte danske elever i Houston
Kronprinsesse Mary ankom til Houston i Texas efter en helt forrygende og festlig dag i Austin. Små tre timer varede køreturen fra Austin til Houston, hvor kronprinsessen fik en helt særlig varm velkomst foran det lokale rådhus. Borgmester Sylvester Turner stod parat til at tage imod den royale æresgæst, og også en hel masse andre mennesker var mødt op for at hilse på Mary. Blandt de mange var flere danskere.
Talte med elever fra Øregård Gymnasium
De danske fans havde rød-hvide flag med og smilede, da de så kronprinsessen. Mary kvitterede med glad at gå ud til de mange mennesker og hilse på dem og tale lidt med dem. Kronprinsessen talte blandt andre med et par elever fra Øregård Gymnasium, som var på studietur i USA. Netop Øregård Gymnasium blev kronprins Frederik student fra i 1986.
Vigtige dage i Houston
Mary så ud til at nyde den dejlige overraskelse med de mange fremmødte danskere. Kronprinsessen fik sig også en god snak med de to otteårige blomsterpiger Valentina og Paulina. Mary er i Houston for at deltage i lanceringen af et samarbejde mellem Danmark og Houston med fokus på byudvikling og klimatilpasning. Formålet med samarbejdet er at udveksle visioner, idéer og teknologier til bedre at kunne modstå klimaforandringer.
Alt om Marys forrygende dag i Austin
I denne uges udgave af BILLED-BLADET får du alt om kronprinsesse Marys forrygende og festlige dage i Austin i Texas. Mary havde en spændende dag på South By Southwest-festivalen, der bød på mange gode oplevelser.
Kronprinsessen fortalte i løbet af dagen om sit særlige forhold til Texas, hvor hun boede i en kort periode som lille pige sammen med sin familie. Mary sluttede dagen i Austin af med at deltage med vanlig elegance og stil i en helt særlig fest med koncert leveret af yndlingsbandet Alphabeat.