Fem ting du (måske) ikke vidste om Nybyggerne
Tre par kæmper på livet løs i TV 2s store boligkonkurrence ”Nybyggerne”, og om kun en uge skal vinderen af drømmehuset findes.
Vi har med hjælp fra tv2.dk samlet fem ting om ”Nybyggerne”, som du (måske) ikke vidste om det populære program.
1. Syv uger i husene
I alle de syv uger, hvor ”Nybyggerne” bliver optaget, bor parrene i husene. I begyndelsen af programmet, hvor de endnu ikke har lavet soveværelse og køkken, sover de på luftmadrasser og spiser takeaway-mad. De har dog både toilet og bad til rådighed, da der er stillet en vogn frem med de faciliteter.
2. Parrene må lægge værktøjet til side
I programmet ”Nybyggerne” ser vi både parret bygge på livet løs i husene og i små interviews, hvor de bliver udspurgt om deres rum. Når de små interviews skal optages, bliver parrene hevet ud af arbejdet, for at de kan fortælle om projekterne. Flere gange hver dag må de altså lægge værktøjet fra sig for at blive interviewet.
3. Husene bliver sat til salg
De huse, som ikke bliver vundet i ”Nybyggerne” bliver typisk sat til salg, som de ser ud, når de er færdige i programmet. De, som køber boligen, kan dog vælge at få alle ”Nybygger”-tingene fjernet og kun få det oprindelige hus.
4. Parrene får hviledag
Parrene har mindst én fridag mellem hver opgave i ”Nybyggerne”. Fridagen er indlagt så de hårdtarbejdende par kan sove og slappe af, inden de skal gå i krig med næste rum.
5. Parrene skal bruge uddannet håndværkerhjælp
Nogle steder i husbyggeriet er det lovpligtigt at benytte sig af en uddannet håndværker, og parrene skal derfor have autoriseret hjælp. ”Nybygger”-parrene skal benytte de håndværkere, som er tilknyttet projektet, og det er primært til tilslutning af el og vvs, de skal anvende de uddannede håndværkere.
GALLERI: Nybyggerne 2019 (Foto: TV 2)