Kim og Karin fra Rigtige mænd - nu med damer: Børnene skubbede os i gang
Kim og Karin fra Hejnsvig ved Billund er godt i gang med at skabe sig en sundere livsstil, som vi kan følge om torsdagen i "Rigtige mænd - nu med damer".
De flyttede sammen for fire år siden - og ind flyttede også Karins børn fra hendes tidligere ægteskab.
Kim, der arbejder som truckfører hos Dupont i Grindsted og er blevet kaldt Mummie, siden han i sin tid blev udlært som smed, var så glad for at få en hel familie, at han nærmest helt glemte alt om det sunde liv.
Nu brugte han alle de gode timer på at hygge sig med Karin og ungerne.
Børnene kom med stikpiller
– Det var sjovere at sidde i sofaen og hygge med cola og chips, så det ene kilo tog det andet, indrømmer Kim, der også tidligere i sit liv har haft store problemer med alkohol.
Men det var Karins børn, tvillingerne Linette og Pernille samt deres storebror Anders, der fik både deres mor og Kim på andre tanker.
– De kom med små stikpiller, og jeg er sikker på, at de virkelig var bange for, at vi skulle dø af vores overvægt. De havde jo ret, siger Kim, der aldrig har troet på slankekure. Til gengæld var han fristet af at melde sig til DR’s ”Rigtige mænd” for på den måde at få lagt livsstilen helt om.
– Vi fik en god snak med børnene om det, og vi fik deres fulde opbakning, selv om de også skal leve mere sundt. Har man først sagt A, skal man også sige B, og det gælder os alle, fastslår Kim om sin vigtigste leveregel.