Farvel til Master Fatman: Sådan bliver hans usædvanlige bisættelse
Lørdag klokken 14 bliver multikunster Morten "Master Fatman" Lindberg, der døde meget pludseligt i 26. marts, bisat fra Helligaandskirken på Strøget i København.
Og allerede inden bisættelsen tyder alt på, at det bliver en helt usædvanlig en af slagsen. Men en begivenhed helt i Master Fatmans ånd. Med masser af farver, blomster, kærlighed og røgelsespinde, og en rustvogn af en helt særlig slags.
Uden for kirken står nemlig en blomsterpyntet rickshaw, der efter mindehøjtideligheden skal fragte den malede kiste med Master Fatman hen til Dronning Louises Bro. Her vil blomsterne fra kirken blive lagt, og på den måde symbolisere et sidste farvel med den bydel og den lejlighed Master Fatman boede i, da han døde.
Usædvanlig men farverig bisættelse
Mere end en time før bisættelsen overhovedet er begyndt, er 100 mennesker mødt op foran kirken - mange iført farverigt tøj og farverige blomster i favnen.
I kirken står Master Fatmans kiste malet i grønne, orange, blå og gule nuancer, kirken er pyntet med gule forsythia inde og uden for kirken og musikinstrumenter fylder kirkerummet.
Udover farvestrålende blomster er der også et fad med et stykke lagkage, en krans lavet a marengs og til børnene er der lagt puder på gulvet helt oppe ved kisten. Også kirken personale har fulgt familiens ønske om at møde op i farverigt tøj - helt i Master Fatmans ånd.
Senere på foråret vil Mortens urne så blive nedsat på Assistens Kirkegården også i København.
Morten Lindberg efterlod sig hustruen Herminia og fem børn, Wilhelm, Sol, Vincius, Heaven og River.