VIDEO: Dronningen måtte slide til afsløring af statue
Dronning Margrethe var både klar og parat, da en statue af kong Christian IV i dag skulle afsløres.
Majestæten hængte godt i, da klædet skulle trækkes væk, men alligevel voldte det grå klæde omkring statuen store problemer.
Fik hjælp
Faktisk viste det sig hurtigt, at dronningen virkelig måtte arbejde for sagen, og selvom dronningen hev, sled og arbejde på begge sider af statuen, hjalp det ikke.
Heller ikke, da et par tilskuere, dronningens adjudant, samt dagens underholder, operasanger Jens-Christian Wandt kom til og hjalp kunstneren Hans Pauli Olsen og dronningen, lykkedes det.
Klædet sat godt og grundigt fast rundt om statuens hoved.
Det lykkedes endelig
Dronningens prøvelser omkring afsløringen af statuen skete på pladsen foran Børsen på Slotsholmen, og først da direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, fik sendt bud efter en lang stige inde fra Børsen, kom hjælpen. Efter mere end 10 års arbejde med at skaffe midler, plads til statuen og tilladelser, står den der så, statuen af Christian IV - og endelig kunne næstformand i Københavns Teknik- og Miljøudvalg Niels E. Bjerrum kravle op på stigen og med en stang, løfte klædet af.
Dronningen kæmpede
Se med i videoen her, hvor ivrigt dronning Margrethe gik til sagen med at få klædet af Danmarks berømte konge, der opførte en lang række kendte varetegn og bygningsværker bl.a. Børsen og Rosenborg Slot, der indgår som en vigtig del af statuen, samt Rundetårn, som regenten står ovenpå.
Efter afsløringen bød Dansk Erhverv på en tiltrængt forfriskning på Børsen, hvor den færøske kunstner Hans Pauli Olsen, og initiativtager til statuen, Palle Plambeck, endelig kunne glæde sig sammen med dronningen og bestyrelsen bag C4-Komiteen, som består af tidligere slotsforvalter Niels-Knud Loebgott og generalløjtnant Kjeld Hillingsøe.