Caroline Fleming afslører: Jeg flytter til Danmark
Caroline Fleming har længe drømt om at give sine tre børn en dansk barndom, og det bliver nu snart en realitet.
Den tidligere baronesse på Valdemars Slot på Tåsinge har nemlig taget en stor beslutning – hun vender hjem efter at have boet flere år i London.
- Vi skal flytte til Danmark! Det bliver ikke i Tåsinge, men der kommer vi til at være rigtig meget, fordi min søster og jeg har overtaget Valdemars Slot, afslørede Caroline Fleming med et stort smil, da hun fredag aften var til ELLE Style Awards 2019.
Børnene glæder sig
43-årige Caroline Fleming er mor til Alexander, 15, Josephine, 12, og otteårige Nicholas, og de glæder sig alle til at flytte til Danmark i slutningen af sommeren.
Hendes søster Louise Eleonora Iuel Albinus er direktør for Valdemars Slot, der har været i familien i 11. generationer.
I 2017 døde søstrenes far, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, af kræft, 78 år gammel.