Sofie Linde skriver ny bog: Inspireret af sin datter
29-årige Sofie Linde udkom sidste år med bogen ”Fårking gravid”, og nu har ”X Factor”-værten kastet sig ud i endnu et bogprojekt.
– Jeg laver alt muligt forskelligt i øjeblikket. Først og fremmest er jeg mor og passer min datter, men jeg skriver også på en bog. Så der sker mange ting, fortalte en glad Sofie Linde, da hun var til ELLE Style Awards.
TV-værtens første bog handlede om hendes graviditet, der ikke ligefrem var en dans på roser, og nu har hun så valgt at lave en fortsættelse.
En bog til mødre
Den nye bog tager udgangspunkt i Sofie Lindes eget liv, efter hun fødte datteren Trine i februar 2018.
– Jeg er i gang med at skrive ”Fårking mor”, som er et relationsmanifest til mødre omkring alt det, der er nederen ved at være mor, forklarede Sofie Linde og tilføjede:
– Jeg ved ikke, hvornår den bliver færdig. Men det skal være sjovt at lave, for det er det, der betyder alt for mig. Jeg er kommet lidt i gang, og jeg har jo god inspiration i hverdagen.