Stopper på TV 2: Det skal Felix Smith lave nu
Felix Smith har i mange år været en populær værtsfigur på TV 2, men det er snart slut. Den 42-årige "Go’ Aften Danmark"-vært har nemlig fået nyt job.
Felix Smith vært på nyt quizprogram
Han skal fremover være vært på Kanal 5, hvor han skal stå i spidsen for blandt andet det nye quizprogram ”The Wall”.
- Jeg har været hos TV 2 i snart otte år, og tiden var inde til at prøve noget nyt. Mit hjerte brænder for den gode underholdning, og Kanal 5 har med flere af deres programmer vist, at de har ambitionerne og lysten til virkelig at rykke nogle grænser på netop dette område, siger Felix Smith i en pressemeddelelse og fortsætter:
- For mig er det vigtigt ikke at stå stille, men at turde kaste sig ud det, når den rigtige mulighed byder sig. Og her har Kanal 5 kunnet tilbyde mig nogle nye og spændende opgaver, som jeg ikke har kunnet sige nej til, og som jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med.
Felix Smith er af den helt rigtige støbning
Quizprogrammet ”The Wall” er en blanding af gambling, paratviden og godt gammeldags held, og deltagerne kan vinder mere end en million kroner. Programmet har allerede haft stor succes i blandt andet Australien, Frankrig, Holland, England og USA, og nu er turen altså kommet til Kanal 5 i Danmark, hvor programmet får en erfaren vært som styrmand.
- Felix Smith har den helt rigtige støbning og DNA til Kanal 5, netop fordi man altid føler sig i godt selskab med ham. Derfor glæder vi os selvfølgelig at se ham i aktion på ’The Wall’, men kan allerede nu afsløre, at vi har andre store spændende projekter i ærmet med Felix Smith.
Så seerne kan glæde sig til at se meget mere til ham på Kanal 5, udtaler adm. direktør hos Discovery Networks Danmark Christian Kemp.
Felix Smith har tidligere vært vært på blandt andet "Klipfiskerne", "Melodi Grand Prix" samt talentprogrammer på både DR og TV 2. Nu er det hans tur til at vise sit talent frem i det nye job på Kanal 5.