Speedway-kongen Ole Olsen rørt til tårer
Ole Olsen, som vandt sit første VM-guld i speedway 1971, var i godt selskab med Erik Gundersen og Hans Nielsen, da der i maj 2019 var gallapremiere på dokumentarfilmen ”Kongernes Fald” om trioens fantastiske karriere på banen.
I Kosmorama-biografen i Haderslev så de tre hovedpersoner sammen med publikum filmen for første gang, og det blev en følelsesladet oplevelse for alle. De tre speedway-konger erkendte, at filmen havde fået tårerne frem i øjenkrogene på dem. For Olsen var det noget særligt at premieren fandt sted i Haderslev, hvor han er født.
Tårerne trængte sig på
– Min kone Ulla tog min hånd på et tidspunkt, mens vi så filmen. Og da kunne jeg mærke tårerne komme, sagde Ole Olsen efter at have set filmen, som instruktør Mads Kamp Thulstrup er mesteren bag. Filmen ”Kongenes fald” er en meget ærlig film om tre målrettede mænd i en ekstremt hård sport.
Prisen for at komme til tops har været hårdt for alle tre stjerner, og undervejs har der været mange problemer og udfordringer. Den højeste pris har Erik Gundersen betalt. Efter et voldsomt styrt på banen i Bradford i England i 1989 måtte Erik indstille karrieren. Gundersen blev livsfarligt kvæstet og blev 70 procent invalideret.
Hele Danmark så med
Hele Danmark fulgte med på TV-skærmene, når der i 1970’erne og 1980’erne blev kørt om verdensmesterskabet i speedway. På deres motorcykler kæmpede de legendariske stjerner Ole Olsen, Erik Gundersen og Hans Nielsen sig til guldmedaljer og store pokaler igen og igen. Kampen for at komme øverst på sejrsskamlen var ofte hård og ubarmhjertig, og der var ikke altid plads til at være en god sportsmand, når starten gik, og gashåndtaget blev vredet bagud.