Sådan fejrer Janni Pedersen sin fødselsdag
Janni Pedersen har 51-års fødselsdag fredag den 14. juni 2019.
På dagen er TV 2 News-værten på job i forbindelse med Folkemødet på Bornholm.
- Jeg har holdt fødselsdag på Bornholm de sidste fem år. Fredag og lørdag skal jeg lave ”News & Co.” med Troels Mylenberg fra havnen, fortæller Janni til BILLED-BLADET.
Mødes til drinks
- Sidste år fyldte jeg 50, og da holdt vi fest ved vores redaktionsskure ved havnen. Jeg tænker, at jeg køber ind til G & T og Dark & Stormy, og så kan hele TV 2-holdet mødes til drinks, når vi er færdige. Min mand (Kim Faber, red.) er ikke med i år, men så har jeg de andre mænd, Lasse (Sjørslev, red.) og Troels ved min side, siger fødselaren.
Hjem til Bella
- Jeg elsker at have fødselsdag. Jeg er jo et rimeligt ekstrovert menneske, så de fleste omkring mig ved som regel, at jeg har fødselsdag. Når jeg lander søndag kører vi direkte på landet til min mor og fejrer hendes børns fødselsdag. Min storesøster har nemlig fødselsdag to dage efter mig. Og så skal vi have vores hund Bella med hjem. Hun har været på rekreation hos min mor og hendes mand, da Kim og jeg har arbejdet på skæve vagter under valget. Så lige nu glæder jeg mig egentlig mest til at se min hund, siger Janni med et smil.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen!