TILLYKKE: Prins William fylder 37 år
Det ser ud til at blive en rigtig hyggelig og afslappet dag for prins William, når han fredag fylder 37 år.
Prins William, der er nummer to i den britiske tronfølge, har en tom kalender og kan derfor nyde dagen sammen med sin hustru, hertuginde Catherine, 37, og børnene, prins George, 5, prinsesse Charlotte, 4, og prins Louis, 1.
Prins William har haft travle uger
Der har ellers været travlt for prins William de seneste uger med blandt andet Donald Trump-besøget, dronning Elizabeths officielle fødselsdagsfejring Trooping the Colour og det årlige Royal Ascot væddeløb.
Prins William, der er ældste søn af prins Charles og afdøde prinsesse Diana, bor til daglig på Kensington Palace i London sammen med sin familie.
I sommeren 2017 stoppede prins William som helikopterpilot for at påtage sig flere kongelige job.