Lars Mikkelsen om hitserie: Noget af det bedste, jeg har lavet
Historieundervisning i bedste sendetid er noget danskerne knuselsker. Hele 1.244.000 så med hjemme i stuerne da første afsnit af ”Historien om Danmark” tonede frem på DR i 2017 ifølge Gallups TV-Meter-måling.
Og skuespilleren Lars Mikkelsen har guidet danskerne gennem historien i to sæsoner.
- Det er noget af det bedste, som jeg har lavet gennem min karriere. Det er så væsentligt, fortæller Lars Mikkelsen til premieren på ”Helligtrekongersaften” i Grønnegårds Teatret.
Lærer vanvittigt meget selv
Jobbet som historiefortæller kræver en hel del viden. Og Lars har lært meget gennem optagelserne.
- Jeg lærer vanvittigt meget! Hele processen er også, at jeg faktisk også lærer. Og så lærer jeg fra mig med det samme.
Nye optagelser
Og de historie-elskende danskere har gode nyheder i vente. For der kommer flere afsnit om den danske historie.
- Jeg har lige i går lavet noget mere af ”Historien om Danmark”, hvor vi laver fire afsnit mere. Som hedder ”Grænseland”. Det handler om Sønderjylland fra 1840-1920. Om tabet af Sønderjylland og genvindelsen. Det er så sjovt at lave!