Fra Rejseholdet til Badehotellet: Weyses uhyggelige fortid
Hver lørdag har der de sidste mange uger været gensyn med skønne Hr. Weyse i ”Badehotellet”, og så snart han dukker op på TV-skærmen, er det svært ikke at komme i sommerstemning og få et smil på læben.
Jens Jacob Tychsen i Rejseholdet
Det er Jens Jacob Tychsen, der i seks sæsoner har lagt krop og ikke mindst stemme til den elskelige figur, men den populære skuespiller har også prøvet kræfter med noget mere dystre roller i sin fortid.
Det kan man se lørdag aften, hvor han er med i det 29. afsnit af "Rejseholdet" på DR1 - og her er det de færreste, der vil få et smil på læben, når de ser ham.
Jens Jacob Tychsen spiller rollen som den mystiske Simon Friis – bedre kendt som den farlige og ualmindeligt uhyggelige seriemorder "Indianeren". En rolle, han spiller så fremragende, at det i årenes løb formentlig har givet en enkelt eller to ”Rejseholdet”-seere mareridt om natten.
Alsidige Jens Jacob Tychsen
I læderjakke og med langt sort hår er det næsten ikke til at kende Jens Jacob Tychsen i rollen som "Indianeren", og den understreger, at den dygtige skuespiller kan spænde bredt.
Klokken 20.00 lørdag aften må man vælge mellem ham i rollen som enten Hr. Weyse i "Badehotellet" eller "Indianeren" i "Rejseholdet". Kan man ikke vælge, er der heldigvis mulighed for at streame begge programmer på henholdsvis TV 2 Play og DR TV.
Der er gensyn med "Indianeren" og Jens Jacob Tychsen igen næste lørdag, hvor anden del af det nervepirrende og uhyggelige dobbeltafsnit bliver sendt.
De blev første gang sendt i foråret 2002.
Jens Jacob Tychsen som "Indianeren" i "Rejseholdet".