"Vild med dans"-dommeren Britt Bendixen, 77, oplyser via TV 2, at hun i slutningen af juli blev opereret i hjertet på Rigshospitalet i København.
Britt Bendixen gennemgik i slutningen af juli en stor hjerteoperation på Rigshospitalet.
Det meddeler TV 2 på vegne af den 77-årige "Vild med dans"-dommer. "Rigshospitalet fik et afbud, som jeg blev tilbudt. Min dobbelte bypass-operation er nu vel overstået, og alt er gået lige efter bogen”, udtaler Britt Bendixen.
Hun udtaler videre: ”Jeg tilbragte den første uge efter operationen på Rigshospitalets fantastiske hjerteafdeling, og derefter tog jeg direkte derfra på et 10 dages rekreationsophold, der netop er slut.” I meddelelsen fortæller Britt Bendixen, at hun har været igennem en ”voldsom omgang”: ”Det er en stor operation, og det har været en voldsom omgang, men jeg får det bedre og bedre for hver dag der går, så jeg forventer igen at kunne danse Fandango om godt og vel to måneder.”
Læs også
Hun kan afløse Britt Bendixen i Vild med dans
Til slut takker Britt Bendixen for de mange hilsner, hun har modtaget. ”Jeg har været så glad for alle de mange kærlige hilsner, jeg har modtaget fra de mange ”Vild med dans”-fans”. Netop på grund af operationen er Britt Bendixen ikke at finde bag dommerbordet i efterårets udgave af ”Vild med dans”. TV 2 har endnu ikke oplyst, hvem der overtager Britts plads ved siden af Anne Laxholm, Jens Werner og Nikolaj Hübbe.