SPÆNDENDE TV PÅ VEJ: Kom helt tæt på Maxima og Mathilde og Letizia
Tyske ZDF har gjort noget af et scoop, når det gælder kongeligt TV.
Som det første TV-hold nogensinde har den tyske TV-station fået lov til at filme spanske dronning Letizia på hendes kontor på Zarzuela Paladset i Madrid, hvor hun arbejder tæt sammen med tre medarbejdere.
I både Afrika og Italien
Derudover har filmmager Julia Melchior, ifølge ZDF, også igennem et år fulgt den spanske dronning tæt på opgaver i både ind- og udland til blandt andet Mozambique og Rom.
Det er der kommet en flot dokumentarfilm ud af, som kan ses på lørdag den 24. august klokken 19.25 på tyske ZDF.
Følger belgisk dronning
Allerede lørdagen efter på samme tid venter der endnu en spændende kongelig dokumentarudsendelse, denne gang med belgiske dronning Mathilde.
Filmmagerne Annette von der Heyde og Julia Melchior følger den belgiske dronning tæt på statsbesøg i Sydkorea og til World Economic Forum i Davos, Schweiz.
Personlig rundvisning
Undervejs blev der også tid til en personlig rundvisning af dronning Mathilde på det kongelige slot i Bruxelles.
Sidste del af dronninge-serien er med Hollands sprudlende dronning Maxima, der er blevet fulgt af filmmager Annette Koehler i blandt andet Bangladesh.
Mere privat side
Tv-holdet fik også mulighed for at tale med nære venner til dronningen, der fortæller om Maximas mere private side.
Udsendelsen med dronning Maxima bliver vist lørdag den 7. september klokken 19.25 på ZDF.