Nalina fra De sjældne danskere er blevet storesøster
Sammen med Rebekka, Piet, Hjalte og Bastian er nu fem-årige Nalina med i serien om "De sjældne danskere", som TV 2 viser nye afsnit tirsdag aften.
Nalina er født med Sticklers syndrom, som blandt andet betyder et stærkt nedsat syn og en lidt klemt næse.
Ønskede at blive storesøster
I lang tid var Nalinas forældre, Karina og Kasper, sikre på, at de ikke skulle have flere børn, men i takt med at Nalina blev ældre, og de også selv fik mere overskud, blev de enige om, at Nalina også skulle have sit ønske om at blive storesøster opfyldt.
De sagde nej tak til ægsortering, for hvis de skulle vælge de syge celler fra, ville det for dem være det samme som at vælge Nalina fra.
Samme syndrom
For otte måneder siden blev lillebror Noor så født med det samme syndrom som sin storesøster.
- Alle skal have en plads i verden, og alle skal ikke være perfekte, siger Karina og Kasper om deres valg.
De kan glæde sig over, at Nalina nu klarer sig flot i en almindelig børnehave, og i det hele taget er hun en livsglad pige.
Se de flotte billeder og læs om Nalina og hendes familie i BILLED-BLADET, der udkommer torsdag den 12. september.