Sanne Salomonsen rørt: Jeg både græd og grinede
- Flot arbejde! Jeg var både ved at dø af grin og tisse i bukserne. Det var syret og vidunderligt, og jeg har både grinet og grædt.
Sådan lød ordene fra hele Danmark rockmama, da hun – sammen med blandt andre sin søn, Victor Ray – havde overværet premieren ”Sanne – The Musical” i Tivolis Koncertsal torsdag den 19. september.
En dramatisk start
Fra tilskuerpladserne så hun hele sit ungdoms- og voksenliv præsentret på scenen, hvor Andrea Heick Gadeberg, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og Gry Trampedach spillede Sanne Salomonsen som henholdsvis den helt unge, den voksne og den modne Sanne.
Med en dramatisk start, hvor Sanne Salomonsen rammes af den blodprop, der delvist lammer hende, skrues tiden tilbage, og man følger Sanne Salomonsens liv fra den pure ungdom frem til i dag, hvor hun har kæmpet sig tilbage på scenen.
Skønne Sanne-sange
Musicalen er naturligvis spækket med skønne sange fra hele Sanne Salomonsens fantastiske bagkatalog.
I salen var publikum ellevilde. Der blev hujet, piftet, klappet og trampet i gulvet i ren Sanne Salomonsen-begejstring.
- I har digtet og tryllet. Jeg følger mig virkelig hyldet. Og ved I hvad: Det var hele kampen værd!, konstaterede Sanne Salomonsen efter at have set sit dramatiske liv serveret som musical.
Læs mere om musicalen og de mange kendisser, der var til premieren i BILLEDBLADET, der udkommer torsdag den 26. September.