Michael fra Gift ved første blik: Mistede kontakten med Christina
Der blev ikke sparret på hverken kys eller kærlige ord mellem Michael og Christina fra DR's kærlighedseksperiment ”Gift ved første blik”, da de var på bryllupsrejse.
Men da de kom hjem til Danmark og hverdagen begyndte, var der ikke hele tiden god stemning hos det unge par.
Der opstod mange misforståelser
- Der var nogle uløste faktorer, som jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre ved, forklarer Michael om forholdet, der gik meget op og ned, og som førte til misforståelser, siger Michael.
- Efter to dage gik der skuddermudder i den. Vi kom hjem fra bryllupsrejsen og havde en fed tur, og så var man lidt træt, fordi man skulle arbejde igen og vænne sig til at bo et nyt sted.
- Jeg gik og tog den lidt med ro, og så tror jeg ikke, Christina fik nok kontakt. Vi misforstod hinanden lidt. Hun gik og glædede sig til at se mig og savnede mig og synes, vi skulle lave alt muligt, og jeg havde brug for at slappe lidt af.
Michael ville have taget det stille og roligt
Hos det energiske par havde der været masser gang i den både til brylluppet og på bryllupsrejsen, og Michael kunne ønske, han havde skruet lidt ned.
- Jeg bliver helt forlegen, når jeg sidder og ser det på tv, for jeg gav den alt for meget gas på bryllupsrejsen, griner han.
For meget fart på kærligheden
Og sammenligner man med årets andre par i ”Gift ved første blik”, så har der også været meget fart på hos Michael og Christina, som hurtigt vænnede sig til kys og kram og som på bryllupsrejsen også fortalte, at de elskede hinanden.
- Jeg kan godt se, jeg måske skulle have sat bremsen i. Selvom jeg syntes, hun var sød, skulle jeg have taget det stille og roligt og lært hende at kende, siger Michael, der kunne ønske, at de havde datet mere i begyndelsen frem for at været et rigtigt par.
Se hvordan det går Michael og Christina og de andre par i ”Gift ved første blik” hver torsdag på DR1.