Mads Steffensen udgiver "vild og fræk" bog
Mads Steffensen, 49 år, har fået genudgivet "Drengene fra Bataljon 6-46", som han skrev med sine egne tre sønner i tankerne.
- Den udkom første gang i 2006 og er for længst forsvundet fra nettet, men de gode folk fra Politikens Forlag synes, vi skulle genudgive nu, og det er jeg så glad for. Historierne holder stadig, skriver tv-værten på sin Instagram-profil.
Her forklarer han også, hvad der i sin tid fik ham til at skrive bogen:
- Jeg skrev den, da mine børn - tre sønner - var mindre. Jeg fandt ud, at de altid gik til deres mor først, når der var noget. Det kunne jeg sådan set godt forstå, det ville jeg også have gjort, hvis jeg var dem. Men jeg var lidt misundelig, og så fandt jeg ud af, at når jeg fortalte historier, så havde jeg dem. De elskede det, og vi havde de sjoveste timer, når vi lå på værelser og sofaer og bilture til ferier og lod fantasien tage over.
- Jeg lavede en regel for dem. De skulle vælge tre ting, som skulle optræde i en historie - det kunne være, de sagde: Dinosaur, maskinpistoleksplosion og flødeskumslagkage, og så fandt jeg med det samme på en historie, hvor de ord var med. Og så lavede jeg en regel mere: Drengene skulle selv være med i historien. Og de elskede det. Og de begyndte at spørge hele tiden, om vi ikke snart kunne fortsætte historierne.
- Det er hele den tankegang, jeg brugte, da jeg satte mig ned for snart længe siden og skrev "Drengene fra Bataljon 6-46". Mine tre børn var inspirationen, og den skulle være vild og fræk og sjov. Og med budskabet om at holde sammen, hjælpe hinanden og være god til noget og fejle en gang imellem. Men den er også renset for løftede pegefingre om opdragelse, for den er fræk og fyldt med dril og onde ting og en lille smule kærlighed.
BILLED-BLADET har fået Mads Steffensens tilladelse til at citere fra hans Instagram-profil.