17. nov. 2019
Af Karina Didriksen

Morten Hee Andersen: Mine forældre har altid støttet mig

Morten Hee Andersen.
Morten Hee Andersen.
Foto: Peter Grosen
”Fred til lands”-stjernen Morten Hee Andersen er glad for, at hans familie har bakket ham op i jagten på en skuespilkarriere.

Morten Hee Andersen fik sit store gennembrud som August i ”Herrens veje”, derefter smeltede han pigehjerter som Erik i ”Sygeplejeskolen”, og nu er han så aktuel som skurken Mike i DR-serien ”Fred til lands”.

Den 28-årige skuespiller er den første i familien, som er gået skuespillervejen, men han har kun mødt opbakning hjemmefra.

- Mine forældre har altid støttet mig. De kommer og ser mig i forestillinger og har set alt det, jeg har lavet på tv, fortæller skuespilleren med et smil til BILLED-BLADET.

Bekymrede forældre

Morten Hee Andersen er opvokset på Fyn, hvor ”Fred til lands” er optaget, og han drømte allerede om at blive skuespiller, da han var barn.

- Jeg ved, at mine forældre bekymrede sig bag min ryg for at skåne mig, da jeg var yngre. De var bange for, at jeg ville ende med at blive ulykkelig, hvis det ikke lykkedes for mig og talte om, hvordan de skulle passe på mig, fortæller han og tilføjer:

- Men da jeg som teenager fortalte dem, at jeg interesserede mig for skuespil, var de vildt søde og købte årskort til Odense Teater, så vi kunne se en masse forestillinger sammen.

Søndag den 17. november kl. 20.00 sendes det syvende og andet sidste afsnit af ”Fred til lands” på DR1.

Læs mere om: