William og Kate viste stor medfølelse med sørgende far
Der var både plads til glade smil og mere alvorlige øjeblikke, da prins William og hertuginde Catherine var med til at hylde de frivilliges indsats for hjælpelinien Shout i Troubadour White City Theatre i London.
Især en samtale med en sørgende far gjorde undervejs stort indtryk på prins William og hertuginde Catherine.
Mistede sin datter
Ifølge Daily Mail mødte prins William og hertuginde Catherine i teatret Ian Russell, hvis datter Molly Russell begik selvmord i november 2017 i en alder af kun 14 år.
Noget Ian Russell til dels mener skete på grund af påvirkningen fra de sociale medier.
Gav sig god tid
Prins William og hertuginde Catherine gav sig god tid til at lytte til Ian Russell og spørge ind til hans datters tragiske historie.
Siden prins William og hertuginde Catherine sammen med prins Harry og hertuginde Meghan i maj lancerede hjælpelinien Shout, der er en tekstbeskedtjeneste, har 1.500 frivillige haft 145.000 tekstsamtaler med folk i krise.
Det vakte selvfølgelig stor glæde hos prins William og hertuginde Catherine, at projektet allerede nu har hjulpet så mange.