Morten Kjeldgaards mor: Jeg er så stolt af min søn
- Det var så flot, og jo det havde da været sjovt, hvis de havde vundet, lød det fra Morten Kjeldgaards mor Inge-Lise, der 29. november var i Forum Horsens for at se sin søn danse i finalen med sin dygtige dansepartner Coco O.
For ikke at bringe uheld ser Inge-Lise Kjeldgaard kun "Vild med dans" i studiet, hvis sønnike Morten er i finalen, hvor ingen stemmes ud.
Ellers følger hun med hjemme i stuen.
Men i 2019 var Morten Kjeldgaard og Coco O. i finalen, og så var mor Inge-Lise naturligvis i studiet, som hun havde lovet.
Storfavoritterne Jakob Fauerby og Silas Holst nappede sejren, og Coco O. og Morten Kjeldgaard fik en andenplads efter to flotte danse.
Først dansede de en cha-cha-cha.
Senere gjaldt det freestylen.
- Jeg synes, det var så godt gået. Det er Mortens fjerde finale, og alene det er rigtig flot. Nu har han tre 2. pladser og én førsteplads!
Morten blev i 2015 nummer 2 sammen med skuespiller Stephania Potalivo, i 2016 vandt han med bokseren Sarah Mahfoud, i 2017 blev han nummer 2 med skuespiller Iben Hjejle, og nu i 2019 fik han og Coco O. en andenplads.
Og det er mor Inge-Lise pavestolt af.