Her har du (måske) set Tinka før
Josephine Højbjerg fik sit helt store skuespillergennembrud som nissepigen Tinka i ”Tinkas Juleeventyr” fra 2017, og i år medvirker hun i "Tinka og Kongespillet".
Hun er bare 16 år, men alligevel har den unge skuespillerinde allerede masser erfaring med at stå foran et kamera.
Tv-stjerne i ung alder
Udover julekalenderne har Josephine Højbjerg, der kommer fra Bornholm, nemlig medvirket i serierne ”Pendlerkids” og ”Klassen”, som begge er blevet sendt på DR Ultra.
Men der er også mulighed for, at den mere voksne målgruppe har stiftet bekendtskab med Josephine Højbjerg inden hendes julekalender-debut.
Hun medvirkede nemlig også i flere afsnit af DR’s dramaserie ”Broen III”.
Josephine Højbjergs flotte hovedrolle
Det er dog ikke kun på serie-fronten, at den unge skuespillerinde har gjort sig bemærket. Hun har også haft sin debut på det store lærred.
Hun spiller hovedrollen i familiefilmen "Hacker", der havde premiere tidligere på året.
I hele december måned kan fans af Josephine Højbjerg igen opleve hende i rollen som Tinka, og mon ikke, der bliver mulighed for at se mere til den unge skuespillerinde i fremtiden?
I hvert fald drømmer det unge talent om at uddanne sig til skuespiller.