Roxette-forsanger Marie Fredriksson er død
Den svenske verdensstjerne og forsanger i bandet Roxette, Marie Fredriksson, er død.
Hun blev 61 år gammel.
Alvorligt syg af kræft
”Det er med stor sorg, at vi må meddele, at en af vores største og mest elskede kunstnere er gået bort. Marie Fredriksson døde om morgenen den 9. december af følgerne af sin tidligere sygdom," siger hendes manager Marie Dimberg i en pressemeddelelse.
Marie Frederiksson har tidligere været alvorligt syg af kræft.
I 2002 fik hun diagnosticeret en hjernesvulst, som hun fik fjernet, og efterfølgende holdt hun en længere pause. I flere år har hun døjet med efterfølgerne af sin sygdom.
Marie Fredriksson sang for de kongelige
Duoen Roxette havde stor succes fra slutningen af 1980’erne og gennem 1990’erne, og de har solgt millioner af album. De hittede blandt andet med sangene ”It must have been love” og ”The look”.
Roxette har haft stor succes verden over og også blandt de kongelige. Marie Fredriksson indledte vielsesceremonien til prinsesse Madeleines og Christopher O’Neills bryllup med sangen ” Ännu doftar kärlek”.
Marie Fredriksson efterlader sig sin mand, Mikael Bolyos, og deres to børn.