Fest og farver: Nytårshilsen fra dronning Maxima og familien
Ét festligt foto skiller sig særligt ud i årets høst af royale jule- og nytårshilsner. Det kommer fra det hollandske kongepar, kong Willem-Alexander og dronning Maxima, hvor ikke mindst dronningen ofte viser, at hun er glad for godt humør og stærke farver. Og netop det kommer klart til udtryk i det foto, der ledsager familiens jule- og nytårshilsen.
Et ganske særligt sted
Fotoet blev tager i april, da kongefamilien havde nogle feriedage i spanske Sevilla - og benyttede anledningen til at iføre sig nogle af regionens traditionelle rober. Dog med undtagelse af kongen, der muligvis mente at stramtsiddende torrero-buker og sombrero nok ikke helt passede sig for en regerende konge. Men dronningn gik all-in og fik også overtalt de tre prinsesser Amalia, Alexia og Ariane til at iføre sig de farvestrålende gevanter.
April-festen i Sevilla har i øvrigt en ganske særlig betydning for Willem-Alexander og Maxima. Det var netop under denne fest, de første gang mødte hinanden for 20 år siden.