Her er dronning Elizabeths reaktion på Harry og Meghans beslutning
Det sendte chokbølger gennem det britiske samfund, da prins Harry og hertuginde Meghan onsdag aften den 8. januar skrev på de sociale medier, at de ikke længere vil varetage de samme roller i det britiske kongehus.
Også den britiske kongefamilie med dronning Elizabeth i spidsen reagerede og udsendte kort efter en pressemeddelelse, hvor de kommenterede den følsomme sag.
Komplicerede emner
"Samtalerne med hertugen og hertuginden af Sussex er på et tidligt stadie. Vi forstår deres ønske om at gå en anden vej, men det her er komplicerede emner, som vil tage tid at arbejde igennem," lød meddelelsen i sin fulde form.
Ifølger flere medier, blandt andet Daily Mail, er dronning Elizabeth og resten af den kongelige familie dybt skuffede over prinseparrets beslutning, mens de også nævner en kilde indenfor hoffet, der fortæller, at de britiske kongelige er både chokeret og rasende over prins Harry og hertuginde Meghan udmelding.
Efter sigende havde prinseparret ikke givet dronning Elizabeth, prins Charles og prins William besked om deres beslutning, inden den blev offentliggjort.
Pendler mellem to baser
Prins Harry og hertuginde Meghan meldte onsdag ud på deres Instagram-profil, at de træder tilbage som "fremtrædende" medlemmer af kongehuset og vil gøre sig økonomisk uafhængige, samtidig med, at de stadig vil støtte dronning Elizabeth fuldt ud.
Fremover vil prinseparret pendle mellem England og Nordamerika.
Danmarks royale podcast har i 2019 lavet en udsendelse om prins Harry og hertuginde Meghans op- og nedture og den modstand, de har mødt i deres forhold.
Lyt til den herunder og find flere udsendelser ved at klikke her.
Listen to "Harry og Meghan - kærligheden overvinder alt" on Spreaker.