Prins William får ros: Uddelte orden på helt særlig måde
Tirsdag delte prins William medaljer ud til de nyeste modtagere af ordenen MBE; member of the Most Exellent Order of the British Empire på Buckingham Palace.
Den 37-årige prins uddelte medaljer til de mange nye MBE'er og særligt en modtager fik en speciel overrækkelse.
Tv-tolk Alex Duguid modtog nemlig hædersbevisningen fra prins William med formuleringen "Tillykke Alex".
Det specielle var dog ikke ordene, men måden de blev kommunikeret på.
Prins William brugte nemlig tegnsprog, da Alex Duguid er døv og har brugt størstedelen af sit voksne liv på at tolke tv-programmer for døve og hørehæmmede.
Kensington Palace delte efterfølgende en sød video af prinsen, der ønsker tillykke på tegnsprog.
Alex Duguid, der mistede hørelsen som tre-årig, modtog den fornemme orden for sit virke for døve og den britiske tegnsprogsuddannelse.
Fans af den britiske kongefamilie roser på de sociale medier prins William for brugen af tegnsprog med formuleringer som "virkelig betænksom", "en skøn person" og "hans smil er helt ægte".
Flere danskere har tidligere modtaget den ærefulde udnævnelse, MBE, heriblandt Mærsk McKinney-Møller og Peter Schmeichel.