Så smertefuldt er det for kong Alberts datter uden for ægteskab
Den belgiske kong Albert, 85, anerkendte mandag den 27. januar endelig, at han er far til den 51-årige kunstner Delphine Böel, der er kendt for sine farverige malerier, video og skulpturer.
Det skete efter en lang og pinefuld fadersskabssag, der begyndte helt tilbage i 2013.
Delphines mor, baronesse Sybille de Sélys Longchamps, 78, har tidligere fortalt, at hun havde et udenomsægteskabeligt forhold med kong Albert i 18 år, fra 1966 til 1984.
Gik rettens vej
Delphine Boël voksede op hos sin mor og hendes mand, forretningsmanden Jacques Boël, der vedkendte sig rollen som far.
I 1999 kom det for første gang frem, at Delphine skulle være kong Alberts datter uden for ægteskab, men først i juni 2013 gik hun rettens vej for at få ham til at anerkende sit faderskab.
Savnet en far
Og det er nu endelig lykkedes, godt seks år efter.
I et interview med belgiske VRT fortæller Delphine Boëls advokat, Marc Uyttendaele, om de mange følelser, der fylder hans klient lige nu.
- Det er en lang kamp, der nu er slut. Der er lettelse og mange følelser. Men det er stadig meget smertefuldt, fordi hun altid har savnet at have en rigtig far, forklarer advokaten til VRT.
Voksede op i badeby
Delphine Boël er, modsat sine halvsøskende, kong Philippe, prinsesse Astrid og prins Laurent, vokset op i mere uformelle rammer.
I et interview med tyske Gala fra 2014 fortæller Delphine Boël således, at hun de første seks år af sit liv boede i den mondæne belgiske badeby Knokke i Flanders.
Senere flyttede familien så til London.
Så kong Albert
I interviewet fortæller Delphine Boël ligeledes, at hun så en del til sin kongelige far i barndommen.
Det var dog først, da hun fyldte 18 år, at hendes mor fortalte hende, at kong Albert var hendes far.
Uddannet i London
Delphine Boël blev født den 22. februar 1968 i Bruxelles og er udannet på Chelsea School of Art i London.
Hun har udstillet sin kunst i blandt andet Belgien, Frankrig, England og Holland.
Kong Albert abdicerede i 2013 og videregav tronen til sin søn Philippe.