Michèle Bellaiche: Da mor døde på Oscar-natten
Michèle Bellaiche, 47 år, havde en lang Oscar-nat bag sig, da hendes far ringede til hende i TV2-studiet mandag morgen den 5. marts 2018.
- Nu er mor død!, sagde han.
Michèle Bellaiche faldt sammen i armene på Ellen Hillingsø, som havde været med i studiet hele natten. Hun hulkede. Godt nok var hendes mor uhelbredeligt syg af kræft, men hun var ikke forberedt på, at det var så tæt på.
- Da jeg kom hjem, var bedemanden der, og min far og søster havde besluttet, at mor bare skulle beholde sin silkepyjamas på i kisten. Jeg havde jo ikke prøvet sådan noget før, men jeg kunne bare mærke, at det ikke var rigtigt. Det kan vi ikke, sagde jeg. Vi kan ikke begrave hende i pyjamas. Min mor var en meget flot og forfængelig dame. Så jeg fik bedemanden til at klæde hende om i en meget flot kjole. På en eller anden måde betød det vildt meget for mig. Så jeg sørgede for, at hun var den smukkeste kvinde i graven, fortæller Michèle Bellaiche.
Hendes mor, Lissy Bellaiche, arbejdede næsten 40 år med at promovere danske film i udlandet og var et særdeles kendt navn i filmbranchen. Hun havde selv adskillige gange siddet i salen under Oscar-festen i Los Angeles, så når det nu skulle være, så synes Michèle Bellaiche i dag, at det ikke kunne være mere passende, at hendes mor sagde livet farvel lige netop den nat.
Læs stort og gribende interview med Michèle Bellaiche i BILLED-BLADET, som kan købes fra torsdag den 6. februar.