Morten Kjeldgaard skadet
”Vild med dans”-stjernen Morten Kjeldgaard kan i dag fejre sin 35-års fødselsdag med familien og kæresten Frederik Haun.
Dog blev fødselsdagen ikke præcis, som Morten Kjeldgaard havde forventet.
Morten Kjeldgaard spiller i øjeblikket med i ”Vild med dans - The Musical” på Østre Gasværk Teater, og i fredagens forestilling fik han lavet et slemt vrid i det ene knæ. Det skriver Morten Kjeldgaard i et Instagramopslag, BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
Må holde pause fra scenen
- Ikke lige den fødselsdag jeg havde håbet på, skriver Morten Kjeldgaard.
- Jeg vågnede om natten med smerter og tog på skadestuen, hvor de kunne konstatere, at mit knæ var forstuvet. Det betyder at enten er ledbåndet delvist blevet ødelagt eller total revet over (jeg håber kraftigt på det første!), skriver Morten Kjeldgaard blandt andet i opslaget på Instagram.
Den garvede ”Vild med dans”-stjerne må på grund af skaden holde pause fra scenen de næste 14 dage.
BILLED-BLADET ønsker Morten Kjeldgaard en rigtig dejlig fødselsdag på trods af skaden i knæet.