Så er der nyt om kronprins Frederiks skulderskade
Det var en veloplagt kronprins Frederik i højt humør, der ankom til Fonden for Entreprenørskabs 10-års jubilæum på Børsen i København.
Måske humøret var ekstra højt, fordi kronprins Frederik ikke mere behøver at gå med den slynge, som han skulle have på efter sin skulderoperation.
Kronprins Frederik overrakte priser
Ihvertfald viste kronprins Frederik sig for første gang i længere tid uden slynge på armen, efter at kongehuset den 17. februar meddelte, at han havde pådraget sig en mindre skade i venstre skulder i forbindelse med skiløb i Schweiz.
Ved dagens arrangement, som også Løvens Hule-investorerne Jesper Buch og Mia Wagner deltog i, overrakte kronprins Frederik prisen Youth Startup Investment Potential til to hold unge iværksættere.
Vigtige opfindelser
Dagens stolte prismodtagere var Esgaard, der har udviklet en håndholdt symaskine til sår, og BIRanalyzers, der har udviklet den næste generation af højkvalitets ølkontrol-instrumenter, baseret på ny sensorteknologi.
Fonden for Entreprenørskab arbejder for at evnen til at være innovativ skal være et grundelement i alle uddannelser fra folkeskole til ph.d. Innovation og entreprenørskab skal i højere grad integreres i uddannelserne og forankres på uddannelsesinstitutionerne.