Det skal kronprinsparret lave i sommerferien
Det er blevet en fast tradition, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sammen med deres fire børn nyder en del af deres sommerferie på Gråsten Slot, der ligger i skønne omgivelser i Sønderjylland.
Til juli vender kronprins Frederik og kronprinsesse Mary endnu engang tilbage til Sønderjylland, når de sammen med dronning Margrethe er med til at fejre 100-året for Genforeningen af Danmark og Sønderjylland.
I farfars fodspor
For kronprinsfamilien vil det selvfølgelig være oplagt at kombinere fejringen med et ophold med deres børn på Gråsten Slot.
Under fejringen går den kongelige familie i Christian 10.s fodspor, når dronningen og kronprinsparret kører i karet på den historiske strækning, hvor Christian 10., den 10. juli 1920 red over den gamle grænse ved Christiansfeld.
Fejrer henover fire dage
Markeringen af Genforeningen strækker sig over fire dage og er inspireret af Christian 10.s rundrejse i området for 100 år siden.
Genforeningen var et resultat af den folkeafstemning, hvor et flertal af befolkningen i Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland - stemte sig hjem til Danmark efter at have været under tysk styre i 56 år. Overdragelsen af Sønderjylland fandt sted på Valdemarsdag den 15. juni 1920, og tre uger senere tog Christian 10. på en rundrejse i området.
Følger bestemt rute
Kongens rundrejse står i dag for mange som symbolet på, at landsdelen igen blev en del af Danmark.
I dagene den 9. -12. juli vil Dronningen også følge en del af sin farfars rute i området.
Undervejs vil kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie deltage i en række af begivenhederne sammen med dronningen.