Prinsesse Beatrices forlovede: Sådan kan vi hjælpe de ældre
I disse corona-tider er der mange betænksomme mennesker i hele verden, der spekulerer på, hvordan man kan hjælpe ældre medborgere med at undgå smitte.
Således også prinsesse Beatrices forlovede Edoardo Mapelli Mozzi.
Ifølge Hello Magazine har han på Twitter videregivet denne idé:
"En god idé, jeg lige har set på Twitter. Ville det være muligt for supermarkederne kun at tillade ældre mennesker at gå først ind (når butikkerne åbner, red.), så de kan handle før resten af os, eftersom butikkerne da vil være rene/desinficerede, og før alle hylderne er tomme".
Om det er Edoardo Mapelli Mozzis tweet, der har gjort forskellen, vides ikke, men i denne uge kunne avisen Daily Mail berette, at nogle filialer fra tre supermarkedskæder i Storbritannien åbnede en time før normalt for ældre kunder, så de kunne handle i fred.
Prinsesse Beatrice, der er datter af prins Andrew og hertuginde Sarah Ferguson, skal efter planen giftes med Edoardo Mapelli Mozzi den 29. maj, men ifølge britiske medier kan det tænkes, at der i lyset af coronasituationen vil ske flere ændringer af den plan - således er bryllupsreceptionen desværre allerede aflyst.