Præsident Trump til Harry og Meghan: Vi betaler ikke
Den amerikanske præsident Donald Trump er meget klar i mælet, når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal betale for prins Harry og hertuginde Meghans sikkerhed, hvis de tager ophold i USA.
I kølvandet på rygter i flere medier om, at parret skulle have trukket teltpælene op ad den canadiske jord og sat kursen mod USA med lille Archie Harrison, har præsident Trump ifølge Hello Magazine meldt følgende ud på Twitter:
"Jeg er en meget god ven og beundrer af dronningen (dronning Elizabeth, red,) og Storbritannien. Angiveligt skulle Harry og Meghan, som har forladt kongeriget, slå sig ned på permanent basis i Canada. Nu har de forladt Canada for at være i USA, men USA vil ikke betale for beskyttelse af deres sikkerhed. De må betale!"
Det har fået en talsperson for prins Harry og hertuginde Meghan til at udtale følgende på vegne af parret:
"Hertugen og hertuginden af Sussex har ingen planer om at bede den amerikanske regering om hjælp til deres sikkerhed. Der er blevet truffet privat betalte sikkerhedsforanstaltninger."