Rosa Kildahl: Sådan underholder jeg børnebørnene
Rosa Kildahl må lige som andre bedsteforældre undvære børnebørnene i denne corona-tid, men hun har fået en god idé til, hvordan familien kan være sammen på en anden måde.
- Min mand og jeg holder os helt for os selv, men vi kan jo heldigvis Facetime med børnebørnene, og jeg har også været nede hos dem i Aarhus for at aflevere nogle poser med små udfordringer, fortæller Rosa til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Når børnene keder sig rigtig meget, kan de gå ud i garagen og tage en pose med en udfordring.
Udfordringer i haven
62-årige Rosa Kildahl har børnebørnene Lise, 11, Emil, 8, og Mads på fire år.
- Når de har åbnet en pose, Facetimer de mig og får at vide, hvad de skal gøre med indholdet i posen, forklarer den tidligere ”Bagedyst”-deltager.
Hun har et godt tip til, hvad en af udfordringerne kan være.
- En af poserne, de pakkede op, var med tre syltetøjsglas, som de skulle gå ud i haven og komme jord og græs i, og så skulle de finde 10 forskellige insekter at komme i. Så er der ro til forældrene imens!