Cecilie Beck: Nu har jeg mere tid med datteren
Cecilie Beck elsker at være sammen med døtrene Astrid, 22, og Frida, 18, og netop rollen som mor har fået hende til at drosle lidt ned på arbejdet som nyhedsvært.
- Jeg har faktisk været på nedsat tid det sidste halve år på TV 2 Nyhederne, fortalte Cecilie Beck for nyligt til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Min yngste datter bliver student her til sommer og bor ikke hjemme særlig lang tid endnu, så derfor har jeg prioriteret at gå 20 procent ned i tid for at have nogle flere aftener hjemme sammen med hende. Det er nu, jeg skal gøre det, for lige om lidt er reden tom.
Ser serier sammen
Mens 49-årige Cecilie Beck forbereder sig på at skulle bo alene i sin lejlighed, får hun så meget ud af tiden med datteren som muligt.
- Vi griner, snakker og ser serier sammen, men hun er også meget samfundsinteresseret, så vi taler om alt muligt lige fra palæstinakonflikten til coronavirussen. Så det er superfedt, lyder det med et smil fra nyhedsværten.
Cecilie Beck, der fylder 50 år i oktober, har sine to døtre med eksmanden Carsten Lassen.