Sådan hjælper prins William under coronakrisen
Prins William, 37, arbejder i disse dage på at hjælpe med at sende opmuntring og støtte til de mange velgørenhedsorganisationer og frivillige, der har travlt på grund af corona-krisen.
Ligesom en stor del af sine kongelige kolleger i ind- og udland arbejder også William hjemmefra, og det betyder, at prinsen må gøre brug af videoopkald for at få talt med omverdenen.
Prins William er blevet protektor for den nystartede National Emergencies Trust, hvis formål er at koordinere britiske hjælpe- og velgørenhedsorganisationers arbejde bedst muligt under en national krise.
Initiativet til National Emergencies Trust blev ifølge organisationen selv taget i kølvandet på flere tragiske hændelser i Storbritannien; terrorangreb i Manchester og London i 2017 og Grenfell Tower-branden samme år.
For nyligt har organisationen startet en særlig coronavirus-kampagne, og det er i den forbindelse, at prins William fik en snak med Jacky Crawford fra Moorland Community Charity i Yorkshire.
Organisationen leverer blandt andet varme måltider til udsatte og hjælper børnefamilier med at skaffe bleer og modermælkserstatning, hvis der er tomme hylder i supermarkedet på grund af hamstring.
Jackie fortalte, at organisationen har oplevet en stigning i henvendelser om hjælp og tilføjede, at krisen har fået befolkningen til at rykke sammen.
Til det svarede prins William:
"Jeg synes, at Storbritannien - forunderligt nok - er bedst, når vi alle er i midt i en krisesituation".
Prinsen sendte også sin varmeste tak til Jacky og Moorland Community Charity for deres store indsats, ligesom han roste den fællesskabsfølelse og vilje til at stå sammen som samfund, som krisen har afstedkommet.
Se videoen med prinsen og Jacky Crawfords snak på Kensington Palace's instagram her.