Nye billeder af dronningen: 80 år og fejende flot
Danmarks dronning fylder 80 år den 16. april 2020 og det sker i en fejende flot stil.
Desværre kommer 80-års fødselsdagen til at foregå noget mere stille end både dronningen selv og befolkningen havde håbet og planlagt. For mange i Danmark havde glædet sig til at fejre og hylde majestæten og ønske hende tilllykke.
Nye kunstfotografier af dronning Margrethe
Men corona-smittefaren har sat en stopper for al festivitas, og i stedet for at se dronningen på balkonen på Amalienborg, i hestevogn gennem byen og til gallafest i smuk gallarobe, kan vi så i stedet nyde nogle nye kunstfotografier af dronningen taget af fotografen Per Morten Abrahamsen.
Han er dybt beæret over at være betroet opgaven at forevige 80-års fødselaren.
Kongehuset har i anledning af fødselsdagen offentliggjort to nye portrætbilleder af dronningen.
Billederne er taget på Fredensborg Slot, hvor dronningen residerer, og hvor majestæten også kommer til at opholde sig på sin 80-års fødselsdag den 16. april.
Begge portrætter emmer af historie.
Det ene billede er taget i Havesalen på Fredensborg Slot, hvor der er et smukt udsyn ud gennem havedøren ud i slotsparken og mod Esrum Sø.
Det andet portræt er taget i dronningens arbejdsværelse. Her står dronningen bogstavelig talt midt i rummet og midt i historien. For majestætens arbejdsværelse blev i 1999 under en omfattende restaurering af Fredensborg Slot igen malet i den oprindelige røde farve, som salonen er "født" med.
Indtil da var rummet hvidt og guldfarvet, og salonen fungerede - indtil dronning Margrethe overtog - som dronning Ingrids arbejdsværelse.
Fem fantastiske billeder
Udover de to portrætter af dronningen har fotograf Per Morten Abrahmasen også taget tre vidunderlige billeder af majestæten sammen med kronprins Frederik og prins Christian.
Du kan se alle de nye billeder i BILLED-BLADET, som udkommer den 16. april 2020 på majestætens 80-års fødselsdag.