God nyhed: Så længe fortsætter fællessang med Phillip Faber
Siden slutningen af marts har Phillip Faber og Mads Steffensen hver fredag inviteret danskerne til at synge med i DR1-programmet ”Fællessang – hver for sig”.
Nu er der godt nyt til de sangglade tv-seere, for programmet fortsætter nemlig et godt stykke tid endnu.
På et pressemøde på DR blev det onsdag afsløret, at ”Fællessang – hver for sig” fortsætter hver fredag aften i hele maj måned.
Fællessang til sankthans
Derudover bliver der på sankthansaften tirsdag den 23. juni sendt en helt særlig udgave af ”Fællessang – hver for sig”.
Det musikalske program på DR1 har været en stor succes med over én million tv-seere hver fredag, og det ser ud til, at danskerne kan se frem til endnu mere musik i fremtiden.
- Det har været en vidunderlig oplevelse at synge sammen, så det skal vi finde ud af, hvordan vi kan fortsætte med, fortalte mediedirektør Henriette Marienlund på pressemødet.