Sommerdrømme-deltager afslører: Var gravid under optagelserne
Hver onsdag kan Josefine Vintov og hendes lillesøster Katrine opleves i TV 2-programmet ”Sommerdrømme”, hvor de kæmper om at vinde et lækkert sommerhus i Hvide Sande.
Nu viser det sig, at 30-årige Josefine gemte på en sød hemmelighed, mens optagelserne til programmet var i gang i sommeren 2019. Hun var nemlig gravid.
- Siden i sommers er vi blevet én mere i familien! Faktisk var vi tre på vores byggehold - lille Andrea var med i maven. Her er hun med moster Katrine rundt i haven, skriver Josefine til et billede på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Finalen nærmer sig
De to kreative og jyske søstre har et nært forhold og bor begge to på Frederiksberg.
Josefine er uddannet landskabsarkitekt, og 23-årige Katrine er snart færdig som antropolog.
De kan ses i ”Sommerdrømme” på TV 2 hver onsdag kl. 20.00. Hvem der vinder sommerhuset, bliver afsløret i finalen den 20. maj.