GLÆD DIG: Anne og Anders vender tilbage på skærmen
Der er godt nyt til fans af Anne Hjernøe og Anders Agger. Den populære tv-duo går nemlig snart i gang med optagelserne til et helt nyt DR-program.
Det afslører tv-kokken i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe.
- BREAKING! Vi gør det igen. Anne & Anders i Danmark, skriver Anne Hjernøe til et billede, hvor hun og Anders Agger sidder til et møde.
Dropper tv-pausen
Sidste år kunne seerne følge Anne Hjernøe og Anders Agger i en serie om Mellemøsten, og denne gang kommer programmet til at foregå på dansk grund.
- Vi skulle egentligt have holdt en tv-pause i år - men det skal vi så ikke alligevel, fordi vores planer har ændret sig på grund af corona, fortæller en glad Anne Hjernøe til BILLED-BLADET.
Optagelserne til det kommende tv-program, som endnu ikke har nogen titel, går i gang i juni og får efter planen premiere på DR i slutningen af august.