Først til verdens ende: Mine børn lærte mig vigtig lektie

Soldaterkammeraterne Kim og Carsten har fået alverdens vilde oplevelser på deres rejse i ”Først til verdens ende”.

På turen har de og de andre deltagere også haft lejlighed til at komme væk fra hverdagens stress og jag, og de har fået tid til at reflektere over deres liv.

Det gælder også 38-årige Kim, som på en strand langt væk fra Danmark pludselig lærte en vigtig lektie af sine børn.

Mine børn har jo ret

- Når jeg siger til mine børn, at jeg elsker dem, spørger de altid hvorfor, fortæller Kim, der er far til Oliver på ni og Emily på syv år.

- Jeg havde aldrig tænkt over det før, men da jeg sad på den strand og reflekterede lidt, slog det mig, at mine børn jo har ret. Man skal huske at fortælle andre, hvorfor man elsker dem og ikke nøjes med blot at sige ’jeg elsker dig’. Hvis man husker at sætte ord på, vil det altid bevare sin betydning.

- Om det er en mor, far, kæreste eller god ven, så er det vigtigt at fortælle andre, at man elsker dem og hvorfor. Tænk at min to børn på ni og syv år kunne lære mig det, fortæller Kim om sin særlige oplevelse i ”Først til verdens ende”.

Soldaterkammeraterne var gledet fra hinanden

Egentlig var det lidt en joke, da Kim i sin tid foreslog Carsten, at de skulle være i programmet. De to har kendt hinanden siden 2006, hvor de første gang var udsendt sammen. Siden blev Kim ramt af PTSD, og han var derfor nødt til at stoppe i Forsvaret.

- Vi gled lidt fra hinanden, og det var baggrunden for, vi gerne ville af sted. Vi så en mulighed for at bygge vores venskab op uden for Forsvaret, for det gjorde ondt på mig at mødes på kasernen. Carsten levede det liv, jeg ikke kunne få, forklarer Kim.

Den psykiske lidelse har også påvirket Kim på turen mod Singapore.

- Det påvirkede mig meget. Særligt på elimineringsturene skulle Carsten virkelig tage meget over, fordi jeg var så nervøs for, vi skulle ryge ud. Både Carsten og jeg ville det rigtig meget, og der var meget tankemylder og stress. Jeg havde svært ved at sove. Men det var også som om, at jo længere frem i etaperne vi kom, jo mere overskud var der i nogle situationer, hvor jeg kunne tage lidt over. Det var rigtig rart, fortæller Kim.

Han var glad for, at det var netop Carsten, der var med på turen. Han har en stor forståelse for Kims situation, og han kender til de frygtelige ting, Kim har oplevet som soldat.

Kim ville fortælle sin historie

Inden afrejsen var han nervøs for, hvilken betydning hans PTSD ville få på turen, men han er utrolig glad for at have været med.

- Det har været rigtig dejligt, og jeg har været glad for at være med. Mit håb var at give et andet syn på soldater med PTSD. Der har været et meget voldsomt billede af, hvordan de er, og hvordan de har det. Det er vigtigt at fortælle, at nogle af os har det svært, men at vi er ikke anderledes end alle jer andre. Ved psykisk sygdom er det generelt sådan, at det er svært at se, at folk er syge, fordi der ikke mangler et arm eller et ben. Men man kan sagtens have det svært, uden folk kan se det, forklarer Kim.

Det er indtil videre lykkedes Kim og Carsten at kæmpe sig hele vejen til Kina i ”Først til verdens ende”, og Kim er ikke et sekund i tvivl om, at han ville gøre det hele igen.

- Helt sikkert. Hvis TV 2 ringer igen, ellers hvis et blad spørger, om jeg vil rejse for dem, så stod jeg der med det samme. Jeg har virkelig følt mig så meget i live og til stede i nuet, at det ville jeg helt sikkert gøre igen, siger han med et smil.